Penge i en cirkel: Adgang til kredit, når bankerne ikke vil låne ud

Dette er den første i en serie artikler om ROSCA'er og deres popularitet verden over.

Et finansielt system, der ikke har brug for en bank

Ti personer, ti svarer til månedlige bidrag. Én fælles fond. Hver måned modtager én deltager de indsamlede penge. Sådan fungerer en ROSCA — en Rotating Savings and Credit Association — på forhånd. Deltagerne aftaler på forhånd beløbet og hyppigheden af deres bidrag og skiftes derefter til at modtage det beløb, der indsamles i hver periode. Selvom ROSCA'er kan omfatte alle mulige typer individer, bruges de ofte af kvinder, der har endnu mere begrænset adgang til kapital.

I nogle systemer er finansiel adgang ikke en selvfølge, men det mindsker ikke efterspørgslen efter kredit eller likvid kapital. Ved første øjekast kan en ROSCA virke som en grundlæggende ordning blandt bekendte, selvom dens enkelhed kan skjule det faktum, at den opfylder et kritisk økonomisk formål og er baseret på klar økonomisk logik: en gruppe samler fremtidige pengestrømme og fordeler adgang til et engangsbeløb over tid.

Praksisser, der ligner ROSCA'er, findes i forskellige lande og er kendt under forskellige navne verden over. Tontiner findes i Vestafrika, stokvels i Sydafrika, gam'iyas i Egypten og tandas i Mexico. Selvom disse ordninger følger ROSCA-princippet om regelmæssige, aftalte bidrag og sekventiel fordeling af en fælles fond, er disse institutioner ikke nødvendigvis udskiftelige, da deres regler, medlemskab og yderligere funktioner varierer.

Hvorfor er folk villige til at finansiere hinanden uden en bank eller en konventionel kreditaftale? Et svar vedrører adgang til penge. For en, der ikke kan få et banklån med lav rente, kan det at melde sig ind i en ROSCA give en måde at få adgang til kapital gennem gruppens aftalte bidrag. Men dette er hverken et omkostningsfrit lån eller en universel erstatning for et bankprodukt: fordelene afhænger af rækkefølgen, hvori midlerne modtages, deltagernes pålidelighed og gruppens regler.

Når opsparing bliver kollektiv finansiering

På én måde kombinerer en ROSCA to funktioner: tidlig adgang til finansielle ressourcer for dem, der modtager fonden tidligere, og disciplineret opsparing for dem, hvis tur kommer senere. Afhængigt af gruppens regler kan rækkefølgen bestemmes ved lodtrækning, gensidig aftale, deltagerens hastværk eller budgivning. Set fra et økonomisk synspunkt er en ROSCA ikke et fuldstændigt gratis alternativ til et banklån. Fraværet af en eksplicit angivet rentesats betyder ikke, at der ikke er økonomiske omkostninger. Den deltager, der modtager fonden først, drager fordel af tidligere adgang til pengene; den deltager, der modtager den sidst, bærer risikoen for inflation og risikoen for, at andre gruppemedlemmer misligholder. I nogle typer ROSCA opvejes denne tidsmæssige ubalance gennem budgivning eller andre allokeringsregler, men sådanne mekanismer ændrer også økonomien i ordningen.

Deltagernes økonomiske positioner er ikke identiske. Kvinden, der modtager pengene først, får adgang til beløbet tidligere, end hun selv ville have opsparet det. I praksis finansieres hendes tidlige udbetaling af de efterfølgende bidrag fra de andre deltagere. Kvinden, hvis tur kommer sidst, foretager de regelmæssige betalinger først og modtager det samlede beløb først ved slutningen af cyklussen.

Forestil dig en hypotetisk gruppe på ti kvinder, hvor hver bidrager med 10.000 rub hver måned. Den fælles fond udgør derfor 100.000 rub. Forudsat at alle bidrager til tiden, og cyklussen forløber uden afbrydelser, modtager én deltager fonden hver måned. Over ti måneder modtager hver deltager den én gang.

Forskellene bliver særligt tydelige, når man tager pengenes tidsværdi i betragtning. Som vi ved fra økonomi, svarer det ikke til at modtage 100.000 rub i dag til at modtage det samme beløb ni måneder fra nu. Det økonomiske udfald påvirkes af inflation, det potentielle afkast fra alternative anvendelser af pengene og risikoen for, at andre deltagere ikke opfylder deres forpligtelser.

Alt dette understreger et kritisk punkt, nemlig at en ROSCA ikke i sig selv skaber yderligere finansielle ressourcer. Den omfordeler adgangen til eksisterende og forventede bidrag og ændrer rækkefølgen, hvori de kan bruges. Af denne grund forstås den bedst som en mekanisme for kollektiv finansiering og gensidig opsparing snarere end som en kilde til ny kapital.

Hvorfor kvinders deltagelse blev et emne for økonomisk forskning

Økonomerne Siwan Anderson og Jean-Marie Baland har tidligere undersøgt kollektiv opsparing og fordelingen af ressourcer i husstanden ved hjælp af empiriske data om ROSCA'er. [1]

I deres udvalg af ROSCA'er i et lavindkomstområde i Nairobi, Kenya, bestod de fleste ROSCA'er af kvinder. Gifte kvinder med egen indkomst var særligt almindelige blandt deltagerne. Artiklen beskriver denne mekanisme som en mulighed for at "beskytte sine opsparinger mod krav fra hendes mand til øjeblikkelig forbrug."

Forskerne foreslog en forklaring relateret til fordelingen af økonomiske ressourcer inden for familien: deltagelse i en ROSCA kunne hjælpe en kvinde med at bevare kontrollen over sine opsparinger og beskytte dem mod krav om, at pengene straks skulle bruges til husholdningens forbrug.

Denne undersøgelse berører også bredere økonomiske spørgsmål, som er et væsentligt emne i litteraturen om økonomisk udvikling: ressourceallokering inden for husholdningen. Traditionelle husstandsmodeller kan behandle familien som en enkelt økonomisk enhed, der træffer koordinerede beslutninger om indkomst og udgifter. Flere og flere undersøgelser fra udviklingsøkonomer og andre viser, at ægtefællers interesser i virkeligheden kan variere. De kan have forskellige prioriteter, planlægningshorisonter og grader af kontrol over de penge, de tjener.

I sådanne tilfælde kan en ROSCA tjene et yderligere formål: ikke blot at hjælpe deltagerne med at spare op, men også at støtte individuel kontrol over en del af deres indkomst. Resultaterne fra Anderson og Baland bør dog ikke tolkes som bevis for, at familieuenigheder er en universel årsag til, at kvinder deltager i ROSCAs. Undersøgelsen identificerer en mekanisme, der er observeret i en bestemt stikprøve i Nairobi. Dens udbredelse i andre lande og sociale grupper kræver separat undersøgelse.

ROSCA'er er et tilbagevendende emne i udviklingslande, og derfor vil vi udgive en række blogindlæg om ROSCA'er og hvordan de giver kvinder adgang til ellers utilgængelige finansielle aktiver.

Referencer

1. Anderson, S., Baland, J.-M. (2002). Økonomien bag ROSCA'er og intern ressourceallokering. The Quarterly Journal of Economics, 117(3), 963–995.
   https://doi.org/10.1162/003355302760193931